Er der noget, man selv kan gøre?
Der findes en række forskellige husråd, som du kan prøve af, inden du tager kontakt til os, hvis du er i tvivl om, hvor omfattende problemet er. Er der tale om et omfattende problem, vil disse husråd dog formentlig ikke hjælpe, men ved mindre propper og i forbindelse med den almindelige rengøring kan det være en god ide at have fokus på at holde kloakken sund og velfungerende.
Hvis dit toilet er stoppet til
Hvis det er dit toilet, der er stoppet til, så kan det være en god ide at starte med at finde den gode gamle svupper frem fra skabet. Sæt den ned i toilettet og dan et vakuum. Kør den et par gange op og ned og se, om det hjælper. Hvis ikke det har nogen effekt, er der ikke andet at gøre end at lade en professionel komme forbi for at udføre en spuling eller slamsugning af din kloak.
Hvis du gerne vil forebygge, at dit toilet stopper til, inden skaden sker, så kan det være en god ide altid at trække ud med det store skyl i stedet for at bruge det lille skyl. Særligt i ældre huse er kloakkerne dimensioneret til, at et toilet skal skylle med 6-8 liter vand, som svarer til det store skyl. Et sparetoilet skyller til sammenligning kun med 2-4 liter vand.
Derudover er det selvfølgelig vigtigt, at du ikke smider ting ned i toilettet, som kan forårsage forstoppelser. Det kan for eksempel være vatpinde, vatrondeller, tamponer og bind, som altid skal smides ud i skraldespanden.
Hvis din vask er stoppet til
Hvis din vask er stoppet til, uanset om det er køkkenvasken eller håndvasken, kan du prøve at hælde 1-3 liter kogende vand ned i afløbet. Du kan også tilsætte lidt opvaskemiddel til det kogende vand, som kan opløse fedtstof i afløbet.
Du kan også forebygge en stoppet vask ved at gøre ovenstående et par gange om ugen. Derudover bør du også være opmærksom på at undgå at hælde for mange madrester og stegefedt ned i afløbet, da det kan være med til at stoppe afløbet til.